Godt 40 fuldtidsstillinger skal skæres væk på Jobcenter Slagelse. Det er både medarbejderne på jobcentret og Slagelse Kommunes beskæftigelses- og integrationsudvalg netop blevet orienteret om.
Det skriver Sjællandske.
Selv om man måske kunne tro, at fyringsrunden var en del af de besparelser på sammenlagt 45 millioner kroner, som i år skal foretages på beskæftigelses- og integrationsområdet, forholder det sig ikke således.
Det hænger heller ikke umiddelbart sammen med, at Slagelse Kommune vil udbyde flere af jobcentrets opgaver til private aktører. Det er i hvert fald, hvad medarbejderne og fagforeningen HK er blevet orienteret om. Det forlyder i stedet, at årsagen er den, at der er opstået et forventet merforbrug på 16 millioner kroner i 2017 på den administrative medarbejderpost "konto 6" i budgettet for Slagelse Kommune.
Det merforbrug skal udlignes, og derfor er fyringsrunden nu blevet varslet af direktionen.
- Alle medarbejderne blev bedt om at stille til personalemøde mandag formiddag klokken 11. Her blev de orienteret om beslutningen. Det kom som en tyv i natten, og det giver virkelig meget uro dernede, siger Michael Rosenberg, sektorchef hos HK Kommunal Sjælland, til Sjællandske.
De berørte medarbejdere forventes at få endelig afklaring ved udgangen af denne måned.