Selv de mindste poster bliver vendt, når der skal findes spareforslag forud for forhandlingerne af budgettet for 2017 i Helsingør Kommune, hvor der på det sociale område er lagt op til tocifrede million-besparelser.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Således fremgår det af forvaltningens omfattende sparekatalog, der skal drøftes af socialudvalget, at man for eksempel har regnet ud, at der kan spares cirka 50.000 kroner årligt på kun at gøre toiletterne rent hos 21 beboere med svært udviklingshandicap på institutionen Kronborghus tre i stedet for fem gange om ugen.
Der kan også spares cirka 75.000 kroner om året ved at sige nej til at støtte særligt unge sygdomsramte med at betale hårextension, hvis de har mistet håret under hospitalsbehandling eller anden sygdom. I stedet må de henvises til almindelige parykker.
De mange isoleret set meget begrænsede besparelser er imidlertid ikke usædvanlige i de danske kommuners sparekataloger.
- Det siger selvfølgelig noget om de udfordringer, som kommunerne har. Man kan sige, at "plejer er død" i kommunerne. Fordi man engang har fået en bevilling, så er det ikke en garanti for noget, siger kommunalforsker Ulrik Kjær, som er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.