Bybusserne i Holbæk vil i dag, mandag, være beklædt med en noget anden reklametekst end normalt.
"Bliver dit handicap respekteret? Det bliver mit ikke!", vil der stå med store versaler, trykt i hvide og røde bogstaver på vognenes langsider.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Manden bag reklamerne hedder Lars Bremer. Og han har gjort det før. Under sidste år valgkamp betalte han - også af egen lomme - et tocifret tusindkroners beløb for at få reklametekster på bybusser i København.
Dengang med teksten "Det Danmark, som vi med handicap kender". En tekst, der spillede på Socialdemokraternes valgslogan "Det Danmark du kender" og var et opråb til Folketingets politikere om at lade gruppen af borgere med handicap få mere plads på den politiske dagsorden.
En gruppe, Lars Bremmer, der er født med lammelser i begge ben og sidder i kørestol, selv tilhører.
I dag er turen så kommet til Holbæk Kommune.
- Jeg gør det, fordi kommunen med dens besparelser og fejlbehæftede og urimeligt lange sagsbehandlinger er ved at sætte mit og mange andre menneskers liv over styr, siger Lars Bremer til Kristeligt Dagblad.
Han har råbt op om sine og andre handicappedes forhold i snart to årtier. Han har ladet sig interviewe til dagblade, skrevet klager, læserbreve, kronikker – og altså også busreklamer – for at gøre opmærksom på det, han ser som en uværdig og fodslæbende behandling af mennesker, der har brug for hjælpemidler – biler, gangstativer, kørerstole og personlige hjælpere – for at opretholde deres liv og hverdag.
Læs hele artiklen her