Det er langt fra hver dag, at fænomenet hønsetyve dukker op i politiets døgnrapport.
En hændelse i Brovst mandag aften udgør en undtagelse, fortæller DR P4 Nordjylland. Omkring klokken 21:10, efter at mørket havde sænket sig, opdagede en kvinde på Månevejen i udkanten af byen en mand med en hvid sæk liste omkring hendes hønsehus.
Det fortæller vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.
- Kort efter kom den mistænkelige mand ud fra hønsehuset med sækken over skulderen. Ejeren gik ud og tjekkede, og ganske rigtigt: I hønsehuset manglede der en høne, lyder det fra vagtchefen.
Ejeren ringede til politiet og et par mandlige familiemedlemmer. Familiemedlemmerne kom hurtigst til stede og opsporede hønsetyven inde i Brovst by.
Her gik han rundt med den hvide pose over skulderen, fortæller radiostationen.
- Han sprøjtede mod de to mænd med en peberspray, men ramte dog ikke, så de havde ingen problemer med at fastholde ham. Og da de kiggede i sækken, indeholdt den en hovedløs høne, siger vagtchef Per Vagn Nielsen til DR P4 Nordjylland.
Han konstaterer med et lille grin, at han har været i politiet i 36 år, og det er hans første sag med en hønsetyv.
Hønsetyven blev løsladt af Nordjyllands Politi med tre sigtelser hængende over hovedet: For tyveri, overtrædelse af våbenlov og for vold mod de to civile borgere, der anholdt ham.