To nordjyske drenge blev i nat anholdt for blandt andet at aflive en akvariefisk.
Lige efter midnat rykkede politiet ud til en brandalarm på Holmegårdskolen i Hjørring, hvor de fandt de to drenge på henholdsvis 11 og 13 år.
- De har brækket skabe op, aflivet en akvariefisk ved at sætte ild til den og sat ild til nogle servietter, hvilket udløste alarmen, fortæller Bruno Brix, vagtchef ved Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.
Drengene blev afhørt og derefter løsladt. Den 11-årige var tidligere på aftenen blevet efterlyst af det opholdssted, hvor han bor. Også den 13-årige bor på et opholdssted. De er begge elever på Holmegårdskolen.