Har du en dårlig leder, er der stor risiko for, at du oplever dit arbejdsmiljø som dårligt.
Om ledelsen er god eller ej, er nemlig den væsentligste faktor, når ansatte i daginstitutioner, på plejehjem og andre offentlige arbejdspladser skal vurdere deres arbejdsmiljø. Det viser en ny undersøgelse blandt forbundet FOAs medlemmer.
52 procent af dem, der mener, at deres ledelse er dårlig, vender tommelfingeren ned til deres arbejdsmiljø. Det kommer ikke bag på Yun Katrine Ladegaard, der forsker i psykisk arbejdsmiljø på Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
- Ledelse hænger tæt sammen med trivsel og psykisk arbejdsmiljø. Ofte savner medarbejderne mellemledere, som kan forsvare dem og deres interesser over for den øverste ledelse, siger hun til Fagbladet FOA.
Undersøgelsen viser også, at dem, som i høj grad føler sig stressede, synes, at deres arbejdsmiljø er dårligt. Yun Katrine Ladegaard peger på, at dårlig ledelse og stress ofte hænger sammen.
- I et forskningsprojekt om stresssygemeldte var det tydeligt, at dårlig ledelse var en af de primære årsager til, at medarbejdere blev sygemeldt med stress, konstaterer hun.
Forandringer og nedskæringer sker ofte i et for højt tempo, og det er noget af det, som stresser medarbejdere, forklarer Pernille Rasmussen, som er erhvervspsykolog og indehaver af firmaet Grow People. Hun ser også en relativ ny form for, hvad hun kalder etisk stress. Især i sundhedssektoren.
- Mange medarbejdere kan ikke stå inde for den måde, de løser opgaverne på, fordi de er under et enormt tidspres, siger hun.