Ambulancerne kører alt for ofte unødvendige ture på de nordjyske veje, mener Region Nordjylland.
De seneste år er antallet af 112- kørsler steget med typisk 1,5 procent om året. Ambitionen er derfor, at færre nordjyder fremover skal hentes i ambulance. Det skriver DR Nordjylland.
På sociale medier vil regionen sætte fokus på situationer, som ikke altid kræver en ambulance - blandt andet insektbid og sportsskader.
Det er fornuftigt, mener overlæge ved Aalborg Universitets Hospital, professor Erika Frischknecht Christensen , der har forsket i stigningen at antallet af ambulancekørsler.
- For det er ikke alle patienter, der ringer 112, der har brug for en ambulance. De har selvfølgelig brug for hjælp, men måske kunne de med fordel have kontaktet lægevagten eller egen læge i stedet.
Det stigende antal 112 kørsler skyldes både, at der er kommet flere nordjyder, og at de er blevet ældre. Over halvdelen af patienterne i ambulancerne er nemlig over 60 år gamle.
Præhospital direktør i Region Nordjylland, Peter Larsen, siger til DR P4 Nordjylland:
- Vi kan ikke gøre nordjyderne yngre, men de og vi kan gøre nogle andre ting. Begge parter skal blive bedre til at vurdere, om der er brug for en ambulance, eller om man kan klare det på andre måder.
Anne Kaltoft, formand for Hjerteforeningen og ledende overlæge på hjerteafdelingen på Århus Universitetshospital, advokerer derimod for, at det er bedre at sende en ambulance for meget end en for lidt.
- Hvis man ringer 112, så må det være fordi, man tror, at man fejler noget alvorligt. Men der er forskel på, om man er bekymret for en forstuvet ankel eller bekymret for, om der kunne være tale om et hjertetilfælde.
I sidste tilfælde kan tiden være alvorlig knap og så skal man ikke tøve med at ringe 112 med det samme og tale med en fagperson i den anden ende, siger Anne Kaltoft.
- Har man en blodprop i hjertet, tæller hvert sekund. Jo hurtigere hjælp, jo bedre.
En forskningsrapport udgiver i efteråret 2017 viste, at antallet af ambulancekørsler i Nordjylland steg 65 procent på syv år. Mens der i 2007 var 24 ambulanceudrykninger pr. 1.000 indbyggere, var tallet i 2014 steget til 40.