En 72-årig mand døde lørdag eftermiddag, da han faldt på et isglat fortov på Skov-
åsen; den vej hvor han boede i Kirke Saaby.
Manden faldt så uheldigt, at han knaldede hovedet ned mod det glatte fortov. Det skriver Dagbladet Roskilde.
Den 72-årige mand havde været på besøg i et hus på vejen, og der var vidner til hans fald. Han blev erklæret død af den tilkaldte læge i lægeambulancen. Forinden havde ambulancepersonalet måttet lægge tæpper ud på fortovet for at kunne tage sig af manden, fordi det var så glat, oplyser politiet.
- Det er ikke for sjov, at der findes regler om, at man skal rydde sit fortov for is og sne. For det kan gå grueligt galt. Konsekvenserne kan blive meget alvorlige, som den her sag viser, siger Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Roskilde.
Reglerne siger, at man som grundejer skal sørge for at rydde sit fortov så hurtigt som muligt, og desuden sikre mod glat føre ved at salte eller sprede grus, hvis det begynder at blive glat.
Er fortovet ikke ryddet, og falder en person og kommer til skade på det, kan erstatningskravet blive stort. De fleste har et grundejeransvar i husforsikringen, der dækker, men ikke alle.