Lærerne skulle snarere have truet med at blive end med at gå under den 25 dage lange lockout i april sidste år.
Lockouten og den efterfølgende reform af folkeskolen har nemlig ikke ført til flere opsigelser. Tværtimod. Det skriver metroxpress.
Fra marts 2013 til marts i år har 9,1 procent af lærerne smækket for sidste gang med døren til lærerværelset. Det er samme niveau som året før og lavere end tidligere år.
Det viser tal, som Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) har trukket for KL"s nyhedsbrev Momentum.
Lærerforeningens seneste undersøgelse viser ellers, at seks ud af 10 lærere overvejer at kvitte jobbet. Men der er langt fra overvejelse til handling, påpeger professor og skoleforsker Niels Egelund, Aarhus Universitet overfor metroxpress:
- Lærere skal også betale for hus og bil. Det er mere udtryk for en frustration over at være blevet trynet i lockouten end et reelt ønske om at sige op.
Men mange lærere overvejer seriøst at sige op, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen:
- Vi har aldrig lavet så mange pensionsberegninger som nu, og kommunerne slår lige nu hundredvis af lærerstillinger op. Vi lærere har verdens bedste job, når vi har mulighed for at forberede og gennemføre god undervisning. Problemet er, folkeskolereformen forringer rammerne for den gode undervisning, og det bekymrer lærerne.
Men er der så ikke en risiko for, at eleverne møder en flok bekymrede og demotiverede lærere, når reformen træder i kraft efter efter sommerferien? Nej, mener Bondo: Lærerne elsker at undervise og vil gøre deres bedste.