S-toge har mandag aften kun kunnet køre mellem København og Glostrup som følge af, at en person er blevet påkørt i Albertslund.
Det bekræfter DSB's pressevagt Lars Flindt Petersen.
Politiet måtte afspærre området og fik bemyndigelse til at afgøre, hvornår togene kunne køre normalt igen.
20 busser blev sat ind til at dække strækningen mellem Glostrup og Høje Taastrup, men InterCity- og lyntog kørte til og fra Høje Taastrup Station.
Lars Flindt Petersen anslår, at togdriften i et eller andet omfang vil være påvirket resten af aftenen.
Der er endnu ingen oplysninger om den ramte persons tilstand.