Opfattelsen af Danmark som foregangsland med hensyn til bæredygtig udvikling skal muligvis revurderes som følge af Ugebrevet Mandag Morgens kortlægning af danske virksomheders CO2- udslip siden 2000.
Tallene viser, at otte ud af ti brancher har øget deres CO2-udledning med transportsektoren som den største synder. Og det er netop i denne sektor, at klimaordfører for de konservative, Jørgen Lundsgaard, ser de største muligheder for effektivisering.
"Vi må se i øjnene, at den største synder er transporterhvervet. Der må vi gå videre med de tiltag, der har været nævnt, i form af effektiviseringen af de motorer, vi tillader i transporterhvervet," siger han til Newspaq.
Han peger især på én ting.
"Her tænker jeg på tilsætningen af grønt biobrændstof. Dén vej må vi videre ned ad," lyder det fra Jørgen Lundsgaard.
Han håber snart på at kunne se tog, der kører på vindkraft.
"Det her kan måske også give anledning til at se på et af de store problemer, vi har i Danmark, nemlig effektiviseringen og elektrificering af jernbanenettet. Jeg synes, det er beskæmmende, at når man tager toget fra København og kigger op på de elektriske ledninger, der kan køre på vindkraft, og at der så stadig sidder en motor på toget. Man burde tænke sig lidt om og få gjort elektrificeringen færdig," siger han.