Klokken 10.30 hamrede et tog ind i en personbil.
Ved en ubevogtet overskæring kørte bilen ud på sporet, og lokomotivføreren havde ingen muligheder for at standse.
Bilen er blevet grundigt smadret. Den kvindelige passager i bilen er blevet bragt til hospitalet, mens den mandlige fører selv kunne stå ud af bilen. Passageren skulle dog ikke være kommet alvorligt til skade.
"De to slap meget heldigt fra et sammenstød med et tog," siger vagthavende ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, Ove Christoffersen.
"Føreren er tilsyneladende uskadt. Den kvindelige passager er kun lettere tilskadekommen. Togføreren er uskadt, men fritaget for sit arbejde. DSB tager sig nu af ham med hensyn til det psykiske aspekt i at lave sådan en påkørsel," fortæller vagtchefen til Newspaq.
Der kører kun ét tog i døgnet på Gedserbanen, og denne afgangs otte passagerer er alle blevet fragtet videre i taxi til Gedser.
DSB har sendt et reservetog til at genoptage driften.
Dobbelt uheldigt for de ramte, at de var på stedet i dag. For toget kører sin sidste tur på Gedserbanen på søndag, hvorefter ruten nedlægges.