Passagerene på toget mod Kalundborg fik sig et chok, da lokomotivet brød i brand og alle måtte forlade toget i Glostrup. Selvom det sner måtte brandvæsenet rykke ud og få bugt med branden.
Ingen kom noget til, men lokomotivføreren fik sig en ubehagelig oplevelse.
"Der sker det, at toget, der var på vej mod Kalundborg måtte holde i Glostrup fordi der udbrød brand i lokomotivet. Alle kunderne, der var inde i toget, blev hjulpet ud og ingen kom noget til. Dog er lokomotivføreren rystet over oplevelsen," siger pressevagten i DSB.
Det er endnu uvist, hvad der fik lokomotivet til pludselig at bryde i brand, men ulykken har ikke fået betydning for den travle togdrift fredag aften.
"Vi fik alle kunderne over i S-tog, så de kunne komme videre. Lige nu befinder toget sig i Glostrup, men det påvirker ikke den videre togdrift, og der er ikke forsinkelser," siger pressevagten.
Det er uvist, hvor mange passagerer, der måtte forlade toget og gå ud i sneen.