Hvis et tørklædeforbud i de danske retssale bliver en realitet, kan den danske stat ende med et sagsanlæg.
Flere fremtrædende advokater ser forslaget som et angreb på demokratiet og hæmmende for integrationen, og derfor overvejer de nu at gå rettens vej for at få forhindret et forbud.
"Det er ikke blot et angreb på domstolene, men også på det danske demokrati. Man tilsidesætter domstolenes vurdering af, hvad der er bedst for retsplejen, og uden stærke domstole kan man ikke sikre menneskerettighederne," siger Steen Lassen, advokat og partner i advokatfirmaet Lassen Ricards, til Berlingske Tidende.
Lovforslaget møder også modstand fra en række fagforbund, men det påvirker ikke Venstres retsordfører, Kim Andersen.
"Borgeren, der sidder på anklagebænken, må ikke være i tvivl om, at det er loven og dens fortolkning, det drejer sig om," siger han.