Stig Tøfting er kendt som en hård fighter, der ikke går af vejen for en nærkamp eller to.
Den iltre århusianer har også ved flere lejligheder vist sit temperament i nattelivet, hvor han eksempelvis i 2002 delte skaller ud på en natklub i København.
Nu er det så Aqua-forsangeren René Dif, der kan se frem til et møde med "Tøffes" næver. Det sker 5. marts, hvor de to herrer skal mødes i en velgørenhedsboksekamp forud for kampen mellem sværvægtsbokserne Brian Nielsen og Evander Holyfield.
"Jeg vil ikke love, at det bliver en flot boksekamp. Men jeg synes, det er sjovt og vil naturligvis gerne stille op og støtte velgørenhed," siger Stig Tøfting til Ekstra Bladet.
Vinderen af kendiskampen får 100.000 kroner, som han kan donere til et godt formål.
Stig Tøfting har tidligere været i bokseringen, som en del af et større show. For to år siden stillede han op til en kamp mod realitystjernen Sidney Lee. Det blev dog en kort fornøjelse, da Lee lagde sig efter få sekunder, efter en sikker træffer fra Tøffe.
Kilde: EB