Stig Tøfting er dybt chokeret over branden, som natten til søndag hærgede hans stråtækte hus i Hørning.
Han tror, branden var påsat.
"Jeg kan ikke forestille mig andet, end at branden er påsat. Elsystemet i huset er nyt, så det kan næsten ikke være sådan noget, der har gjort det," siger Stig Tøfting til B.T.
Den tidligere fodboldspiller har ingen idé om, hvem der kan stå bag det eventuelle brandangreb.
Stig Tøfting var taget til Hamborg med sin datter for at overvære et velgørenhedsstævne. Klokken to om natten fik han et opkald fra vagtselskabet og kørte fra stævnet i Tyskland og hjem til Danmark.
Men han nåede først hjem til Hørning, da flammerne havde forvandlet hans idylliske ejendom til et forkullet skellet.
Der var ingen, som kom til skade, da fodboldtrænerens stråtækte hus brændte ned.
Kilde: BT