To mænd blev i nat ramt af skud, da de sad i deres bil i Køge.
Skyderiet fandt sted klokken halv fire i nat på Ringstedvej ud for Ørum-Hansens Vej, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Personer affyrede flere skud fra en bil mod en sort VW Passat stationcar. I bilen sad de to mænd på henholdsvis 22 år og 20 år.
Mændene, der er fra Køge og Tureby, blev ramt af flere projektiler. De to mænd er begge indlagt på sygehus, og deres tilstand betegnes som kritisk.
Begge er i forvejen kendt af politiet i forbindelse med andre sager, og politiet mener, at der er tale om et personligt opgør.
De efterlyser nu vidner, der har været i kvarteret omkring klokken 03.40 i nat, og som har bemærket biler eller andet, der kan relatere til sagen.