Ritzau
Opdateret kl. 03:57
Italienske myndigheder har hævet sikkerhedsniveauet i landet.
Det skete sent onsdag aften, efter at to terrormistænkte med mulig tilknytning til Islamisk Stat var blevet anholdt inden for de seneste 48 timer.
Tirsdag blev en islamistisk lærer anholdt i den sydlige by Foggia under mistanke om at have indoktrineret små børn til jihad. Dagen efter blev en potentiel "ensom ulv" anholdt i Torino mistænkt for terrorplanlægning.
Som reaktion herpå har indenrigsminister Marco Minniti på et ekstraordinært møde i Rom bedt landets politistyrker om at "styrke kontrollen yderligere" ved turistområder og andre travle steder.
Det oplyser det italienske indenrigsministerium.
- Alle politistyrker og efterretningstjenester vil blive indsat på antiterrorfronten, oplyser ministeriet i en erklæring.
Meddelelsen kommer forud for pave Frans' påskefejring i Rom, der allerede bliver betragtet som en risikofyldt offentlighed begivenhed.
Anholdelsen af en 23-årig mand i Torino fandt sted, efter at han på internettet havde søgt på måder at udføre terrorangreb på.
Politichef i byen Francesco Messina fortæller, at manden for nylig havde søgt på, hvordan man udfører et terrorangreb som en "ensom ulv".
Han havde også søgt viden om, hvordan man knivstikker folk eller bruger lastbiler som angrebsvåben.
- Han skulle bestemt forhindres i at gøre skade, sagde politichefen på et pressemøde onsdag.
I et interview med avisen La Stampa giver indenrigsminister Marco Minniti flere detaljer om den anholdte lærer i Foggia. Ministeren kalder lærerens rekruttering af mindreårige for "meget skræmmende" og "uden fortilfælde i Vesten".
Indenrigsministeren sammenligner lærerens metoder med Islamisk Stats metoder i Syrien og Irak.
/ritzau/dpa