To nordjyske spritbilister endte køreturen i en snedrive søndag aften. Begge bilister havde sat kursen ud på de glatte veje med masser af spiritus i blodet, skriver jp.dk. Det fik sneen og isen dog hurtigt sat en stopper for.
Den første, en 42-årig mand, landede kl. 16.50 i en snedrive på Humlebakken i Aalborg efter at have mistet herredømmet over bilen.
Og syv timer senere led en 58-årig alkoholpåvirket mand samme skæbne nøjagtigt samme sted. Hans bil skred ovenikøbet ud foran de to patruljevogne, der var sendt af sted for at stoppe ham.
Begge mændene vil blive sigtet for spirituskørsel.
"Blodprøverne kommer først om nogle dage, men de var begge for fulde til at køre på vejene i hvert fald," siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.