To danske soldater er så slemt tilredt efter torsdagens ulykke med en håndgranat i den danske lejr Camp Bastion i Afghanistan, at de meget snart bliver fløjet hjem til Danmark.
"Der er fortsat to sårede på felthospitalet i Camp Bastion, og vi er ved at planlægge at transportere dem hjem til Danmark til yderligere behandling," siger oberst Henrik Sommer, der er chef for operations divisionen i HOK, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Samtidig er militærpolitiet i gang med de indledende afhøringer for at finde ud af, hvad der egentlig skete ved ulykken, hvor i alt seks danske soldater blev såret.
"Jeg husker ikke, at vi har oplevet nogen lignende før. Det var formentlig en håndgranat, der eksploderede, mens en enhed var ved at pakke ud efter de havde været ude på en opgave," fortæller Henrik Sommer.