Ritzau
Opdateret kl. 17:08
To personer fra den esbjergensiske virksomhed Polar Salmon Hjerting Laks er onsdag blevet sigtet i en sag om listeriabakterier.
Ifølge Fødevarestyrelsen har bakterierne forbindelse med 27 sygdomstilfælde og fire dødsfald. Sygdomsforløbene og dødsfaldene er sket gennem en årrække.
Fødevarestyrelsen har anmeldt virksomheden to gange i starten af 2025.
Den første anmeldelse kom i januar 2025, hvor styrelsen konkluderede, at virksomheden havde solgt flere produkter i slutningen af 2023 og starten af 2024, selv om de var klar over, at produkterne potentielt indeholdt listeriabakterien.
Senere i marts 2025 kom den anden anmeldelse. Anmeldelsen kom, fordi virksomheden ikke havde informeret Fødevarestyrelsen om, at de havde tilbagetrukket flere produkter.
- Listeriainfektion er en fødevarebåren sygdom, der skyldes bakterien Listeria monocytogenes. I Danmark er der cirka 50 sygdomstilfælde årligt.
- Listeriainfektionen viser sig oftest som blodforgiftning eller meningitis hos personer, som har nedsat immunforsvar eller er gravide.
- Listeria kan findes i mange rå eller let forarbejdede fødevarer.
- Disse fødevarer kan udgøre et problem: Kødpålæg, røget og gravad fisk, færdigretter med lang holdbarhed, rå mælk og frosne grøntsager, der spises uden opvarmning.
- Listeria er ofte et tegn på, at varen er blevet tilført listeria efter varmebehandling - eventuelt via transportbånd eller slice- og pakkemaskine.
- Listeria kan forekomme i fødevarer, der ikke har været opvarmet til minimum 75 grader.
- Listeria er en robust bakterie, der kan tåle udtørring og høje saltkoncentrationer.
- I modsætning til mange andre bakterier kan listeria vokse ved temperaturer ned til cirka nul grader.
- Symptomer viser sig i tre hovedformer: Blodforgiftning, meningitis og mor-barn-infektion.
- Mor-barn-infektion kan have ukarakteristiske symptomer som feber, muskelsmerter, diarré eller rygsmerter. Den gravide kan smitte det ufødte barn uden at være syg.
- Listeria kan påvises i blod eller cerebrospinalvæske ved dyrkning eller PCR-undersøgelse (Polymerase Chain Reaction).
- Behandlingen vil være intravenøs ampicillin eller benzylpenicillin eventuelt i kombination med gentamicin.
- Varigheden af behandlingen vil være to til seks uger.
Kilder: sundhed.dk, SSI og Fødevarestyrelsen.
/ritzau/