To nordmænds tur til Afrika kan få en brutal og dødelig afslutning. De er nemlig blevet fanget af myndighederne i Congo og står anklaget for mord, drabsforsøg, spionage, røveri og bandevirksomhed.
Ifølge de to nordmænd, Joshua French og Tjostolv Moland, så er der tale om en kæmpe misforståelse, skriver VG.
Det hele startede med, at deres motorcykler brød sammen, og derfor lejede de en bil. Bilens chauffør blev skudt, mens de kørte, men hvor skuddene kom fra, ved nordmændene ikke. De prøvede at søge hjælp hos politiet, men inden det lykkedes, blev de jagtet og beskudt af to biler.
De uheldige nordmænd flygtede ind i junglen, hvor de i flere dage gemte sig. Den ene blev fanget, og den anden meldte efterfølgende sig selv til myndighederne i Congo.
Anklageren har dog en helt anden overbevisning, han er sikker på, at de to nordmænd, som begge er sidst i tyverne, er spioner.
Anklageren, der vil have de to nordmænd dømt til hængning, har også håndgribelige beviser. Et billede blev taget af de to nordmænd, der står og smiler, mens de vasker blod af bilen.
Nordmændene forsvarer sig med, at de bare var glade for at have overlevet den heftige beskydning, og at det var derfor, at de smilede på billedet.
Det forventes, at der bliver afsagt dom i sagen i løbet af denne uge. Hvis de bliver dømt til døden, vil det norske udenrigsministerium forsøge at få omstødt dommen.