I lørdags slap Taleban to udviklingsarbejdere fra den danske organisation DACAAR fri efter fire uger i fangenskab.
De to bortførte var ifølge Gulf News i den vestafghanske provins Herat for at hjælpe til i forbindelse med et valg til en lokal udviklingskomite.
Mens de opholdte sig i landsbyen gjorde en gruppe medlemmer fra Taleban-bevægelsen deres entre i en moske og bortførte de to ansatte for øjnene af 250 indbyggere i landsbyen, der ifølge Gulf News forsøgte at forhindre Talebans videre færd ved at spærre vejen for deres køretøjer.
Ifølge Gulf News er der tale om en udviklingsmedarbejder og en chauffør. Begge de bortførte er ifølge Gulf News for rystede til at udtale sig, men har overlevet bortførelsen og fangenskabet uden alvorlige skader.
DACAAR har ikke villet kommentere på sagen eller oplyse de to bortførtes nationalitet. Det skriver tv2.dk.