Ritzau
Opdateret kl. 19:58
To personer er mast til døde, og flere meldes kvæstet, under en fodboldkamp lørdag på et stort stadion i Johannesburg, rapporterer tv-kanalen Sabc.
- Vi er blevet orienteret om de to omkomne, siger en talsmand, Luyanda Mfeka, for borgmesteren i den sydafrikanske by ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ulykken er sket under et lokalopgør - en venskabskamp før sæsonen - mellem de to store fodboldhold Kaizer Chiefs og Orlando Pirates.
Der opstod trængsel ved en af indgangene til FNB Stadium, og sagen undersøges nu af myndighederne.
FNB Stadium har plads til knap 100.000 tilskuere.
Det store fodboldstadion lagde græs til VM-finalen i 2010, da Spanien slog Holland. Det danske landshold tabte en gruppekamp på FNB Stadium til sølvvinderne ved samme slutrunde.
Lørdagens kamp mellem Kaizer Chiefs og Orlando Pirates blev vist på tv. Det fremgik ikke af udsendelsen, at der var trængselsproblemer. Kaizer Chiefs vandt 1-0.
I april 2001 blev 63 mennesker mast til døde på Ellis Park Stadium i Johannesburg, skriver nyhedsbureauet AP.
Det er den værste tilskuerulykke i sydafrikansk fodbold. Dengang blev mange tilskuere mast, da folk brød igennem et hegn for at komme ind til en kamp.
/ritzau/