FIFA-agent John Sivebæk vurderer, at Christian Eriksen og Michael Laudrup begge har potentialet til at blive blandt verdens bedst betalte i fodboldbranchen.
Især med rygterne om, at Christian Eriksen kan ende i både Manchester United og FC Barcelona, er tanken ikke helt utopisk, skriver Sporten dk.
"Det er klart, at hvis Christian Eriksen kommer til en af de helt store klubber, så er muligheden der. Det kan ikke udelukkes," siger John Sivebænk.
Han understreger dog, at man ikke skal forvente at se ham helt oppe blandt topscorerne på lønningslisten, medmindre han kommer på niveau med Messi eller Ibrahimovic.
Ellers vil han nemlig ikke være interessant nok i en reklamemæssig sammenhæng.
Michael Laudrup, der for tiden er klubløs, kan ende blandt de bedst betalte trænere, hvis han bliver ansat i en af de store klubber.
"Laudrup kan godt komme op omkring listen. Han har potentialet og navnet, men har bare ikke rigtig vist sig på højt niveau," siger John Sivebæk.
France Football offentliggjorde tirsdag magasinets årlige rangliste over verdens bedst betalte fodboldaktører.
Her kunne man læse, at Lionel Messi fra FC Barcelona topper listen med en årlig check på 245 millioner kroner, når man lægger sponsor- og reklameindtægter til.
José Mourinho fra Real Madrid, er med 110 millioner kroner om året verdens bedst betalte træner.
Den eneste skandinaviske spiller på top-15 er ikke overraskende svenske Zlatan Ibrahimovic, mens top-10 listen over trænere er blottet for skandinaver.