Allerede på førstedagen af Danish Open kunne to danske svømmere og en enkelt færing sikre sig deltagelse ved sommerens OL.
Mads Glæsner kom i mål som nummer to, da herrerne svømmede 400 meter fri. Det gjorde han i tiden 3.46,93. OL-kravtiden på denne distance lyder på 3.48,92. Der med var Glæsners præstation nok til at skaffe en bane i bassinet, når De Olympiske Lege skydes i gang til sommer.
Den færøske svømmer Pál Joensen, der i sommer var tæt på en bronzemedalje ved VM, klemte sig ind på førstepladsen i samme konkurrence i tiden 3.46,84.
Dermed sikrede han sig også mulighed for at dyste mod verdenseliten.
Også for Lotte Friis blev det til en stærk tid under OL-kravet torsdag aften. Således blev svømmeren i 400 meter fri finalen noteret for tiden 4.06,85.
Lotte har tidligere været under OL-kravet på denne distance og kunne således i princippet have nøjedes med noget mindre, men hun viste sig fra sin stærke side.