Mænd fængslet for besiddelse af skydevåben ved Viborg

To mænd blev mandag aften anholdt ved værtshuset Bistroen i Rødkærsbro ved Viborg.
To mænd er anholdt for ulovlig våbenbesiddelse i Rødkærsbro. De bliver tirsdag stillet for en dommer i Viborg.
To mænd er anholdt for ulovlig våbenbesiddelse i Rødkærsbro. De bliver tirsdag stillet for en dommer i Viborg. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Beviserne mod to midaldrende mænd i en sag om våbenbesiddelse er tilsyneladende stærke.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Tirsdag har en dommer i Retten i Viborg i hvert fald valgt at varetægtsfængsle mændene i foreløbigt fire uger.

Det sker, efter at duoen mandag aften blev anholdt ved værtshuset Bistroen i Rødkærsbro, der ligger sydøst for Viborg.

- De er sigtet for besiddelse af skydevåben, siger senioranklager Claus Benner fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvad sagen drejer sig om.

- Jeg kan ikke sige mere, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, siger senioranklageren.

Retsmøder er som udgangspunkt offentlige. Dog lukkes dørene jævnligt, blandt andet hvis et åbent retsmøde på afgørende måde vil kunne forstyrre politiets videre efterforskning.

Ulovlig besiddelse af et ladt skydevåben på et offentligt sted er en overtrædelse af straffelovens paragraf 192 a. Den er gennem de senere år blevet skærpet markant.

Udgangspunktet for en overtrædelse af paragraffen er en dom på to års ubetinget fængsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.