Ritzau
Opdateret kl. 19:13
En 56-årig kvinde har mistet livet i en trafikulykke på Næstvedvej i Sorø.
Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.
I alt tre biler var involveret i den alvorlige ulykke, som spærrede landevejen Næstvedvej ved krydset til Alstedvej tæt på Sorø.
- En kvinde har mistet livet i ulykken, mens en mand er blevet kørt på hospitalet med sine kvæstelser. En tredje person er uskadt, siger vagtchef Stefan Jensen.
Både kvinden og manden blev fragtet til Slagelse Sygehus efter ulykken, men den 56-årige kvinde er siden død af sine skader.
Manden, der er 39 år, er onsdag aften indlagt og bliver behandlet. Politiet kender ikke omfanget af hans skader.
Ved ulykken rullede den ene bil rundt på taget, mens en anden bil endte i grøften. Den tredje bil blev kun lettere ramt.
En bilinspektør blev kaldt til stedet for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske. Det har givet en idé om årsagen.
- Vi arbejder ud fra en teori om, at kvinden kommer kørende i retning mod Sorø. Hun overser noget langsom køkørsel, og formentlig i et forsøg på at undgå at kollidere med bilerne foran hende, kører hun ud til siden.
- Hun kommer derved over i den modsatte kørebane, hvor hun kører frontalt sammen med mandens bil. Hendes bil ender på taget, mandens kører i grøften, siger vagtchef Stefan Jensen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.51. En lægehelikopter blev kaldt til ulykkesstedet, men de tilskadekomne blev fragtet til hospitalet i ambulancer.
/ritzau/