En ny undersøgelse viser, at mange danskerne undlader at give drikkepenge til tjeneren, når de er på restaurant eller bar herhjemme. Tjenerne har ganske enkelt ikke krav på det, mener et stort flertal i den repræsentative undersøgelse, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Men når folk ikke giver drikkepenge, kan godt undre Magnus, som arbejder som tjener på en restaurant ved siden af studiet.
For selvom han egentlig har nok i lønnen, så betyder drikkepengene meget for ham i jobbet.
- Mange siger, det ikke er dansk kutyme, men jeg mener, at man lægger drikkepenge, når man får en god service. Det gør jeg også selv, når jeg er ude, siger 25-årige Magnus.
Ifølge ham behøver servicen ikke være ekstraordinær god for udløse drikkepenge til tjeneren.
- Men hvis jeg får en dårlig service, så lægger jeg heller ikke drikkepenge, fastslår han.
Man gør sit job ordentligt
Han har arbejdet som ufaglært tjener i fire år og fortæller, at folk, der giver drikkepenge, lægger alt fra småpenge og op til 70 kroner efter at have spist en middag.
Men for Magnus handler drikkepenge ikke nødvendigvis om kroner og øre.
- Det er en anerkendelse af, at man har givet en god service. At man gør sit job ordentligt. Det er med til at gøre op for, at lønnen ikke er den højeste, siger Magnus.
Han erkender, at det måske er blevet lidt af en selvfølge, at han forventer drikkepenge, når han har ydet en god service.
Folk tænker ikke over det
- Og det kan godt være negativt, at man på den måde måler service i drikkepenge. For man skal give god service uanset hvad, når man er tjener, siger Magnus.
Han kan godt nogle gange undre over, at folk ikke lægger lidt drikkepenge. Især når det er store selskaber, der har krævet lidt mere.
Men han synes ikke, at folk er nærige, når de ikke giver drikkepenge.
- For det er jo ikke en fast tradition herhjemme. Så ofte tror jeg, at fok bare ikke tænker over det.
Magnus har ikke lyst til at få sit efternavn og arbejdsplads frem, men det er Avisen.dk bekendt.