Tjekkiet kaster grus i EU-maskinen
Foto: Getty Images
Irlands 'nay' til den nye EU-traktat kastede tunge skygger over EU-lederne, da de fredag mødtes til topmøde. Nu har Tjekkiet også problemer med at godkende traktaten.

Det var et EU i krise, der fredag afsluttede et topmøde for regeringslederne i Bruxelles. Præsidenter, premierministre og statsministre fra de 27 EU-lande skulle egentligt diskutere fødevare- og oliepriser på topmødet.

Men efter Irland i sidste uge stemte nej til EU's stort anlagte grundlov, Lissabon-traktaten, handlede mødet mest om det irske 'nay'. Hvis de EU-glade ledere havde håbet på en hurtig løsning på traktat-krisen, blev de skuffede.

I stedet for kastede Tjekkiet endnu mere grus i EU-maskineriet. EU måtte nemlig erkende i en udtalelse, at Tjekkiet også har problemer med godkendelse af traktaten.

I Tjekkiet er en forfatningsdomstol i gang med at undersøge, om traktaten overtræder tjekkernes grundlov. Samtidig er der senatsvalg i landet i oktober, og EU-skeptikkerne har medvind. Derfor er det slet ikke sikkert, at Tjekkiet godkender traktaten, siger landets premierminister.

»Jeg vil ikke tvinge parlamentsmedlemmerne til at bakke op om Lissabon-traktaten, og jeg ville ikke vædde hundrede tjekkiske kroner (30 danske kroner) på et tjekkisk ja,« siger Mirek Topolanek til Reuters.

»Irland er et problem«

EU-lederne kæmpede fredag for at holde liv i Lissabon-traktaten og besluttede at give irerne en tænkepause. Først til oktober vil EU-toppen igen diskutere den skrantende traktat. Inden da skal seks af de syv EU-lande, der ikke har godkendt traktaten, gerne have gjort det.

»Ratificeringen bør fortsætte i alle medlemsstater. Det er rådets position. Irland er et problem, men hvis vi har et andet eller tredje problem, så bliver det virkeligt svært,« sagde Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, på et pressemøde.

Danmark har allerede godkendt traktaten, der blandt andet indfører en EU-udenrigsminister og en fast EU-præsident.

faktaboks
via Listen To News