Mangler du en ekstra skilling til husholdningen, kommer redningen måske til dig i dag. For i dag er nemlig dagen, hvor Skat offentliggør, om den enkelte borger har betalt for meget eller for lidt i skat sidste år.
"Hvis man på sin årsopgørelse har en overskydende skat, så er det faktisk allerede den 16. marts, at vi udbetaler pengene til folks NemKonto," forklarer kontorchef i Skats hovedcenter," Klaus Østergård Jensen, ifølge flere medier. Han forventer, at den kommende uge bliver årets travleste, og at 200.000 danskere vil klikke ind på hjemmesiden i dag.
Du kan tjekke dine skatteforhold på www.skat.dk under TastSelvborger. Det er ikke muligt at ringe og få oplysningerne, da Skat ikke må give dem over telefonen.
Ifølge Skat står intet mindre end to tredjedele af danskerne til at få penge tilbage, så der er stor sandsynlighed for, at du er en af de glade vindere.
Men viser det sig, at du skal betale mere end 40.000 kroner i restskat, kan du spare penge, hvis du skynder dig at betale. Betaler du inden d. 16. marts, slipper du nemlig for at betale et tillæg på syv procent, ifølge Skats hjemmeside.
Fra 25. marts bliver årsopgørelsen sendt ud via brev.