Det vrimler med fejl på de lønsedler, som lærlinge i byggebranchen har modtaget, skriver dr.dk.
3F har gennemgået 100 lønsedler, og på 80 af dem var der fejl. Snyderiet optræder særligt ved overarbejde, ferietillæg og pension. Hvor meget, det beløber sig i, varierer.
"Det er meget forskelligt, hvor meget de bliver snydt for, men vi ser, at pensionen er inde over, og der kan det være over 100.000 kroner," siger ungdomsorganisator i 3F Rasmus Gudmansen, der har gennemgået lønsedlerne, til dr.dk.
Han tror ikke, snyderiet foregår med vilje, men at det derimod er et udfald af uvidenhed om reglerne. Det er dog virksomhedernes - og ikke lærlingenes - ansvar at kende til reglerne.
Kilde: dr.dk