Den 24. august kan filmfans opleve hvad der ellers må have været verdenshistoriens mest usandsynlige toer. Her sender det lille produktionsselskab The Asylum nemlig 'Titanic 2' på gaden.
Det skriver filmsiden Filmz.dk.
Plottet i filmen er så simpelt som det er genialt. 100 år efter Titanic sank har et firma lavet en moderne kopi af skibet, som de har døbt Titanic 2. På skibets jomfrurejse går det selvfølgelig galt igen, og Titanic 2 bliver ramt af et isbjerg, som bliver kaster ind i siden på skibet af en tsunami, og så må passagererne igen kæmpe for deres liv.
Filmens rolleliste bugner ikke ligefrem af Hollywood-stjerner, men filmfans med en god hukommelse vil dog kunne huske skuespilleren Bruce Davison fra hans rolle som senator Kelly i X-men-filmene.
'Titanic 2' er dog langt fra den første film fra The Asylum, som prøver at spinde lidt guld på kendte film. Faktisk lever selskabet af at plagiere andre film. For eksempel har de lavet 'Snakes on a train', som udkom samtidig med 'Snakes on a plane', og 'Transmorphers', der var en kopi af kæmpehittet 'Transformers'.
The Asylum forsøger sig også jævnligt med egne produktioner, blandt andet har de fået et lille hit med B-filmen 'Mega shark vs Giant octopus'.