For et hundrede år siden i dag sank den 'synkefri' luksusliner Titanic på sin jomfrurejse fra England til New York.
Og begivenheden bliver markeret flere steder i verden, hvor man mindes de 1.500 mennesker der druknede og frøs ihjel, mens 700 overlevede i redningsbåde.
Krydstogtskibet Balmoral når lørdag kort før midnat frem til det sted i Atlanterhavet, hvor Titanic ramte et isbjerg og sank på 4.500 meters dybde 14. april 1912.
Et andet krydstogtskiv, Journey, stævnede tirsdag ud fra New York, der var Titanics bestemmelsessted, og møder Balmoral ved midnatstide.
I Belfast i Nordirland, hvor Titanic blev bygget på værftet Harland og Wolff, samler tusindvis af mennesker sig og synger et requim - dødsmesse - ved St. Annes katedral.
Koncerten bliver transmitteret i hele Storbritannien, og sangerne Bryan Ferry og Joss Stone optræder ligesom en gruppe på 100 trommeslager, der opfører værket Titanick Drums. Skuespillerne Kenneth Branagh, Simon Callow og Imelda Staunton læser forskellige beretninger fra katastrofen.
I Southampton i England, hvorfra Titanic sejlede ud på sin jomfrurejse til New York, opfører et orkester Gavin Bryars værk 'Titanics forlis'. En mindehøjtidelighed finder også sted i Halifax i Nova Scotia, Canada, hvor over 100 af ofrene er begravet.
I byer som Las Vegas, San Diego og Houston i USA og selv i Singapore er der særlige Titanic-udstillinger med vraggods fra skibet.