Fyns Politi har fået over 100 henvendelser fra vidner i sagen om det myrdede par i Odense.
Flere vidner har givet tip om den mand, som politiet i går efterlyste. Og flere handler om mandens hårpragt.
"Håret er sort, pageagtigt med krøl i og går hele vejen rundt. Det er så sort, at det er påfaldende. Der kan være tale om en paryk," forklarer Henrik Justesen, der er efterforskningsleder ved Fyns Politi, til Newspaq.
Gerningsmanden kan også være en eneboer, der lever i Tusindeårsskoven i Odense SV.
Politiet har i hvert fald kig i den retning, fordi mange vidner har set manden med det "påfaldende sorte hår" på meget forskellige tidspunkter og forskellige steder i skoven.
"Man kan derfor godt have den formodning, at det er en, der bor derude," siger Henrik Justesen.
Flere personer har også ringet ind til politiet og fortalt, at de har set huler i skoven, hvor eneboeren kunne bo.
Ægteparret på 49 og 53 år blev fundet i går morges, dræbt med mange skud i brystet og resten af krop.
De bar stadig smykker og dyre ure, så det tyder på, at den mystiske gerningsmand kun har været interesseret i at dræbe parret, ikke i deres værdier.
"Der er ikke noget, der tyder på, at de er blevet bestjålet," siger Justesen, der samtidig siger, at motivet står helt uklart for politiet.
De tekniske undersøgelser af gerningsstedet og de afdøde forventes at blive afsluttet i dag.