Gode minder og succes på banen. Sådan lyder programmet for tiden for Tine Baun.
For tre år siden viste Tine Baun - dengang Rasmussen - alle de kinesiske favoritter, at der var en ny, dansk spiller i verdenseliten. I 2007-udgaven af Japan Open gik hun hele vejen og sikrede sig sit internationale gennembrud med titlen.
Nu er hun godt på vej til at gentage succesen samme sted. Med en sejr på 21-11, 21-18 over den useedede sydkoreaner Sung Ji-hyun er Tine Baun nu klar til semifinalen i Super Series-turneringen, hvor danskeren er fjerdeseedet.
Forud for opgøret havde hun ellers udtalt, at hun i sin nuværende form ikke havde forventet at komme så langt. Men den japanske turnering ligger tilsyneladende godt til Bauns ketcher.
"Det er altid dejligt at spille her i Tokyo. Det bringer gode minder tilbage til mig," siger den danske badmintonstjerne til det internationale webmagasin Badzine.
Undervejs i turneringen har Tine Baun hidtil kun tabt et enkelt sæt. Hun understreger dermed, at hun for tiden er inde i en god stime, hvor hun i sidste uge var i finalen i China Masters og i august vandt VM-bronze.