Den amerikansk-pakistanske Faizal Shahzad, der er tiltalt for at have plantet en bombe i en bil midt på Times Square i New York tilbage i maj måned, har erklæret sig skyldig i alle anklager mod ham, skriver BBC.
Shahzad er tiltalt for i alt ti lovovertrædelser heriblandt forsøg på brug af masseødelæggelsesvåben og terrorisme.
Den pakistanske udgave af Taleban, Tehrik-e-Taleban Pakistan, har taget skylden for det mislykkede terrorforsøg. Under afhøringerne af Shahzad kom det da også frem, at han i december 2009 tog til det nordlige Pakistan, Waziristan, hvor han modtog træning i at bygge og håndterer bomber fra det pakistanske Taliban.
Han indrømmer også, at han modtog penge fra denne organisation til at købe de remedier, som blev brugt til at lave bombe og bilen - den Nissan Path Finder, som han efterlod midt på Time Square i New York.
Den 30-årige, der nu har tilstået, står til at blive idømt livsvarigt fængsel.