"Det var ikke min mening at skære hende," forklarer Marian Clita nu i retten.
Han har lige forklaret, hvordan det næsten var selvforsvar, at han slog Vera Vildmyren ihjel.
Angiveligt trængte han kun ind på hotelværelset for at advare om, at døren til værelset stod åben.
"Jeg blev mødt med en lampeskærm i hovedet. Samtidigt blev jeg mødt med en masse bandeord. Hun råbte meget højt og spurgte hele tiden, om jeg ville voldtage hende," siger Cliva.
Da anklageren spørger, hvorfor Clita ikke gik fra værelset igen, forklarer han, at han ikke kunne.
"Jeg ville gerne, men kvinden var på mig hele tiden. Hun angreb mig fra jeg kom ind i værelset. Der var tale om en meget stærk kvinde, selvom hun var meget lille. Jeg kunne ikke løbe ud. Jeg var helt chokeret," siger den tiltalte.
Clitas forklaring bliver leveret med ro. Han taler overvejet og forklarer detaljerne i mordet uden sindsoprivelse.
Den eneste uro han har vist, var tidligere på dagen, da han gik amok i retten, fordi han ikke havde fået lov til at ryge inden retssagens start.
Forklaringen om mordet kommer efter en kort pause, hvor Clita blev fjernet, fordi han nægtede at besvare anklagerens spørgsmål.
"Danmark er verdensmester i at overtræde menneskerettighederne," var Clitas afsluttende bemærkning, inden retten så sig nødsaget til at kalde til pause på grund af rumænerens modvilje.
"Jeg er ikke indforstået med at svare på spørgsmål, når man tager udgangspunkt i en rapport, som er forkert og fejlagtig," sagde han.
Clita forklarer, at han har svære mentale og psykiske problemer, og han mener ikke, at der er blevet taget hensyn til det.