Angiveligt er det hævn, der er motivet til dobbeltdrabet i Møgeltønder. Den drabstiltalte Andreas Linnet har netop forklaret, at han blev voldtaget af den dræbte Hans Mamsen som barn.
Det oplyser eb.dk.
Moren Elke skulle have set voldtægten og bedt Andreas Linnet om at glemme episoden.
Sådan lyder forklaringen fra den tiltalte Andreas Linnet, der har boet som genbo til Mamsen-familien. Retssagen er begyndt ved Retten i Sønderborg i dag, og Andreas Linnet har erkendt drabene.
Den 26-årige medtiltalte Jonas Melchior Hansen nægter sig skyldig i drabene, men Linnets forklaring belaster den 26-årige ven, da Linnet har forklaret, at han var den, der først angreb.
"Jeg fortalte Jonas om, at jeg var blevet voldtaget af Lille Hans som 5-6-årig, og at Elke havde sagt til mig, at jeg skulle tie stille og glemme det. Jonas blev meget vred, og vi talte om at slå dem ihjel," har Andreas Linnet sagt ved retsmødet.
De to mænd står tiltalt for manddrab. Der er afsat fem retsdage til sagen, som afsluttes fredag den 26. august. Om dommen falder den dag er endnu uvist.