Fire mænd er blevet tiltalt for bedrageri og forsøg på bedrageri mod flere end 400 ældre borgere for i alt 14,5 millioner kroner.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De fire mænd er i alderen 18 til 23 år.
Ifølge anklageskriftet ringede mændene til de ældre og udgav sig for at være fra banken eller Nets.
De fortalte dem angiveligt, at nogen forsøgte at trække penge fra deres konto, og at de skulle udlevere deres kontooplysninger og koder for at få hjælp.
I stedet for at hjælpe de ældre borgere, blev der fjernet større pengebeløb fra de ældres bankkonti.
Østjyllands Politi anholdt i juni syv personer, men tre af dem blev efterfølgende løsladt, da det blev vurderet, at der ikke længere var grundlag for varetægtsfængsling.
De resterende fire, som vurderes at være bagmændene, er fortsat fængslet.
Politiinspektør Brian Voss Olsen udtaler, at det er politiets opfattelse, at de fire tiltalte "på meget organiseret vis er gået målrettet efter at svindle og bedrage nogle af de allermest sårbare mennesker i vores samfund".
- Vi har brugt en del ressourcer og foretaget en lang række efterforskningsskridt for at få opklaret sagen, siger han i pressemeddelelsen.
Han advarer om, at der desværre stadig er sager, hvor ældre bliver snydt.
- Vi ser meget gerne, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at de aldrig skal give koder, NemID eller dankort til nogen. Hverken politiet eller banken vil nogensinde bede om de oplysninger, lyder det.
Retssagen mod de fire er endnu ikke berammet.
/ritzau/