"Vi kommer i næste måned - sæt kaffe på kanden og få styr på affald, ledninger og løse genstande."
Sådan vil det snart lyde til landets virksomheder, når Arbejdstilsynet ringer og fortæller, at de kommer på kontrolbesøg.
Fra 1. januar 2012 begynder Arbejdstilsynet at føre såkaldt risikobaserede tilsyn med virksomhederne. Det betyder, at tilsynet ringer i forvejen, så virksomhederne får tid til at forbedre sikkerheden og arbejdsmiljøet.
"Formålet med opkaldene er blandt andet at forberede virksomhederne på, at Arbejdstilsynet kommer på tilsyn. Vi fortæller ikke virksomhederne præcist hvilken dag, vi kommer, men blot at vi snart kommer på besøg," siger kontorchef i Arbejdstilsynet Charlotte Martin.
Virksomhederne får også at vide, hvordan det risikobaserede tilsyn forløber.
"Ved at fortælle at vi snart kommer på besøg, er det samtidigt hensigten at motivere virksomhederne til at igangsætte arbejdsmiljøaktiviteter inden selve tilsynet. Det afgørende for os er jo, at virksomhederne tager hånd om arbejdsmiljøet, og kan de gøre det, inden vi kommer derud, er det en fordel for alle," siger Charlotte Martin.
Socialdemokraterne står sammen med Venstre, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti bag aftalen om at lade Arbejdstilsynet varsle besøgene på forhånd.
Formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Lennart Damsbo-Andersen (S), er ikke bekymret for den nye ordning.
"Er målet, at Arbejdstilsynet skal give virksomhederne et gok i nøden, eller ønsker vi bedre arbejdsmiljø? Det, at ringe i forvejen uden at kende den præcise dato for besøget, er et incitament til at gå i gang med at gøre noget," siger han til Newspaq.
Arbejdstilsynet begynder allerede fra den 15. november at ringe til de virksomheder, der efter nytår kan regne med et besøg.
Har en virksomhed trods varslingen ikke styr på arbejdsmiljøet, kan de forvente et nyt besøg inden for relativt kort tid.