Datatilsynet overvejer, om en anmeldelse af Googles indsamling og opbevaring af data i ubegrænset tid skal tages op på europæisk plan.
Det oplyser kontorchef og jurist Astrid Mavrogenis fra Datatilsynet.
Det er Forbrugerrådet Tænk, der har anmeldt it-giganten til tilsynet.
- Vi kan bekræfte, at Google er blevet anmeldt af Forbrugerrådet Tænk, siger Astrid Mavrogenis.
Datatilsynet skal dog i første kigge grundigt på henvendelsen fra Tænk og finde ud af, hvad de relevante spørgsmål til Google er.
- Samtidig vil vi overveje at tage sagen op i europæisk regi. Der er jo tale om Google og dermed noget, der også berører andre end danskerne.
- Men vi er stadig i et meget tidligt stadie og i overvejelsesfasen i forhold til sagens videre forløb, tilføjer kontorchefen.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk indsamler Google ens søgehistorik og informationer om, hvor man opholder sig hvornår, hvis man har en smartphone og en konto hos Google, der eksempelvis bruges til mail eller YouTube.
Indsamlingen sker automatisk og gemmes i ubegrænset tid, lyder det fra rådet i en pressemeddelelse.
Formanden for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, kalder det åbenlyst ubehageligt, at Google registrerer ens gøren og laden.
Forbrugerrådet Tænk er ikke modstander af dataindsamling generelt, understreger formanden.
- Men Google indsamler og gemmer efter vores vurdering oplysningerne meget længere end nødvendigt i forhold til, at det handler om, at de kan levere service og målrette annoncer mod deres kunder, og vi ser derfor frem til at få Datatilsynets vurdering af sagen.
Brugerne af Google har selv et ansvar for, hvad der gemmes og hvor længe. Det understreger it-giganten i et interview med Jyllands-Posten tirsdag.
- Det er vigtigt at huske, at vi giver brugerne fuld kontrol over deres data via Min Konto, skriver Mark Jansen, kommunikationschef for Google i Norden, i et skriftligt svar.
- For eksempel skal du aktivt takke ja til at slå placeringshistorik til for din Google-konto og slå funktionen til på hver enkelt enhed, som du vil sende placeringsrapporter fra til din placeringshistorik.
/ritzau/