Is og mudder på byggepladsen gør livet farligt for tømrere og murere, som i disse dage trodser kulden for at bygge og arbejde.
Derfor har Arbejdstilsynet i dag iværksat en omfattende aktion i hele landet, som blandt andet skal kontrollere adgangs- og transportveje på byggepladser, som på grund af vintervejret kan blive rene glidebaner.
- Sne og mudder på en adgangsvej ind til en byggeplads kan være det, der f.eks. gør, at en tømrer opgiver at transportere et tungt vinduesparti på en transportvogn og i stedet vælger at bære vinduet sammen med en kollega, siger Eva Jensen, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Ved dagens aktion vil der desuden være fokus på sikkerheden på såkaldte fællesområder. Det kan eksempelvis være rækværker, overdækninger og tekniske hjælpemidler, som flere aktører på byggepladserne benytter.
- Når flere virksomheder på en byggeplads bruger de samme rækværker og adgangsveje, ser vi desværre ofte, at der opstår forvirring om, hvem der egentlig har ansvaret for, at forholdene er i orden, siger Eva Jensen.
Hun understreger derfor vigtigheden af, at bygherren laver aftaler med én entreprenør om at sørge for, at adgangs- og transportveje er sikre for de mennesker, der færdes og arbejder på byggepladserne.
På Arbejdstilsynets sidste aktion 21. november nåede man at besøge 120 byggepladser, og gav 173 strakspåbud og forbud.
Det er blandt andet disse pladser, som i dag kan se frem til et besøg.