Nok er den ultra-hypet. Men har du glutenallergi, skal du lige kigge dig for en ekstra gang, inden du sætter tænderne i den populære Dubai-chokolade.
Flere sjællandske slik- og specialbutikker tilbagekalder Dubai-chokolade af mærket Royal Sweet, fordi det ikke fremgår af chokoladens mærkning, at det indeholder allergenet hvedemel. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, hvor personer med glutenintolerance eller allergi over for hvede frarådes at spise produktet.
Tilbagekaldelsen gælder Dubai chokolade fra Royal Sweet med et nettoindhold på 200 gram, og gælder alle bedst før datoer, hvor hvedemel ikke er deklareret.
Dubai-chokoladen blev sidste år et viralt hit på grund af nogle populære videoer på det sociale medie TikTok, og efterspørgslen på den chokoladebar har blandt andet presset priserne på pistacienødder i vejret, da chokoladen består af mælkechokolade, pistaciecreme og den tyrkiske filodej kadayif. I april meldte den britiske nøddehandler CG Hacking således, at pistacieverdenen stort set var udtømt.