De fik en halvleg hver, FC Nordsjælland og Silkeborg, da førstnævnte i dag var på jysk visit. Men gæsterne høvlede alle tre point ind på sin bugnende konto med en sejr på 2-1.
FC Nordsjælland havde adskillige gode tilbud i første halvleg med Mark Gundelachs scoring som eneste gevinst; et mål hvis fortjeneste nok mest er Nicolai Stokholms. Han spænede som en anden Tarok en halv banelængde, inden han sendte Mtiliga fri, som så sendte bolden ind hovedet på Gundelach.
Stokholm fik chancen lidt senere i første halvleg for at udbygge føringen, men der stod Silkeborgs Lasse Heinze i vejen.
Mens gæsterne stod for chancer og underholdning før thé-tid, mandede Bechs bisser sig op i anden halvleg og sad på den del af forestillingen. Der skulle dog et lidt heldigt mål til for at få udlignet. Christopher Poulsens skud blev rettet af af Henrik Kildentoft, og selvom det måske ikke tæller som selvmål ja så...så var det alt andet end heldigt.
Kildentoft fik dog gjort det hele godt igen. Han scorede nemlig til 1-2 ét minut før ordinær tid sluttede, og så kunne tigrene rejse hjem til Farum med fuld gevinst. Nordsjælland er nu ganske urørlige på Superligaens andenplads. Faktisk kan de, med held og mange mål, snuppe FCK's halvsæsonføring i næste og sidste runde inden vinterpausen sætter ind.