"Det er menneskeligt uværdigt for et samfund, at en regering gennem sin lovgivning marginaliserer store grupper af befolkningen gennem en negativ retorik og en fattiggørende lovgivning".
Det mener kultursociologen og det tidligere folketingsmedlem for Venstre, Eyvind Vesselbo.
I en kommentar i mediet Ræson peger han på, at regeringens værdipolitik marginaliserer flere og flere grupper i det danske samfund.
Han mener, at regeringens værdipolitik bygger på en manglende forståelse for blandt andre de psykisk syge, de hjemløse og de anbragte børn, misbrugerne, de svage ældre og de svage handicappede.
"Fra, at vi i Danmark tidligere, som udgangspunkt, tog afsæt i en positiv værdipolititik over for de udsatte grupper, har regeringen nu lagt sig fast på en negativ værdipolitik, som i ord og handling bruger de udsatte grupper som syndebukke i den økonomiske politik", skriver Eyvind Vesselbo.
Han mener, at det samfundsøkonomisk vil have konsekvenser på både kort og langt sigt, og at disse grupper vil udvikle subkulturer med egne normer og værdier i forsøget på at få det bedste liv.