Dokumentarserien “MeToo: Sexisme bag skærmen”, der mandag blev vist på Discovery+, får nu den tidligere TV2-chef Jacob Nybroe til at sende en opfordring til sine tidligere chef-kolleger på tv-stationen.
Nybroe, der i dag er chefredaktør på Jyllands-Posten, mener at de anklagede - og unavngivne TV2-chefer - bør stå frem og svare på de anklager om krænkelser, som en 11 nuværende og tidligere medarbejdere kommer med i dokumentaren.
Nybroe mener, at de anonymiserede anklager får mange af de tidligere chefer, som ikke var en del af problemet, til at se skyldige ud.
- Eftersom tilrettelæggerne har valgt at anonymisere en række anklagede ledere på TV2 Nyhederne under fællesbetegnelsen “blåskjorterne”, kaster programmet mistanke på alle, der ikke var involveret i de meget alvorlige anklager, siger Jacob Nybroe til sin egen avis Jyllands-Posten.
Jacob Nybroe var ansat som redaktionschef og nyhedschef på TV2 fra 2000 til 2015.
Nybroe valgte ligesom stort set alle tidligere TV2-chefer ikke at deltage i dokumentaren, hvor kun Jes Dorph Petersen blev nævnt ved navn. Mandag aften stod Anna Thygesen dog frem og fortalte, at B.T.’s nuværende chefredaktør Michael Dyrby var den mand, der havde optrådt sexistisk over for hende efter en fest i 2007.