Dokumentarserien om sexisme på TV2 havde premiere i dag, og her bliver en lang række chefer anklaget for at have optrådt både sexistisk og krænkende overfor utallige kvinder.
Alle cheferne i dokumentaren er dog anonyme – men det laver Anna Thygesen nu om på. Overfor Ekstra Bladet fortæller hun, at det var tidligere nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby, der krænkede hende efter en fest i 2007. Hun var dengang ansat på TV2.
De ansatte havde været til julefrokost, og på busturen tilbage til centrum af København, kom Anna Thygesen til at sidde ved siden af Michael Dyrby. Han spørger ind til hendes fremtidsplaner på TV2, og kommer så – ifølge Thygesen - med følgende bemærkning:
– Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig!
Anna Thygesen fortæller historien i den nye dokumentar, men uden at sætte navn på. Hendes mål med at medvirke, var at sætte fokus på kulturen på TV2 – ikke at hænge nogen ud. Men da Dyrby i dokumentaren hævder, at han ikke var en del af kulturen, bliver Thygesen så provokeret, at hun nu sætter navn på ham som en af de krænkende chefer på TV2.
– Jeg er overbevist om, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen - det ville naturligvis være helt uacceptabelt, skriver Dyrby i en SMS til Ekstra Bladet.
Michael Dyrby er i dag ansvarshavende chefredaktør på avisen B.T.