Tidligere tegner på Information er død
Peter Lautrop skulle have været møbelsnedker, men blev i stedet i flere årtier tegner for Information.

Informations tidligere tegner Peter Lautrop er lørdag død. Han blev 75 år, skriver avisen.

Journalist Lasse Ellegaard beskriver i avisens nekrolog hans værker som "subtile, ofte morbide, men altid grotesk morsomme kommentarer til samtidens dårskaber."

Peter Lautrop blev egentlig uddannet som møbelsnedker i 1965, men fik blot to år senere sin første streg i Information. Her huserede han i flere årtier, inden han ved årtusindskiftet rykkede kortvarigt til Berlingske.

Han opnåede i 1978 af blive medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. I 1999 modtog han Eckersbergs Medalje, der gives af Akademiet for de Skønne Kunstnere til billedkunstnere eller arkitekter.

I nekrologen kendetegnes han særligt ved sin fobi mod massebevægelser.

Modstanden har tilsyneladende varet ved til det sidste. Ellegaard skriver, at Peter Lautrops nevø for omkring en uge siden lagde et billede på Facebook med en seddel fra sin onkel.

På sedlen stod: "Klima. Grønorgasme. Klimaudløsning."

/ritzau/

via Listen To News