Poul Søgaard, socialdemokrat og minister i fire af Anker Jørgensens regeringer, er død.
Han blev 93 år gammel.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Poul Søgaard blev født uden for ægteskabet i Dalum på Fyn i 1923 og meldte sig ind i Socialdemokratiet som 16-årig, skriver avisen.
Han voksede op under besættelsen, hvilket også prægede hans syn på forsvaret.
Han uddannede sig på højskole og blev remisemedarbejder i Odense. Siden fulgte en lang karriere i politik.
I 1951 kom han ind i bestyrelsen for partiet i Odense, blev medlem af Odense Byråd i 1954, og i 1960 tog han skridtet til det landspolitiske, da han blev medlem af Folketinget.
Her sad han i 30 år frem til 1990.
Og har var han altså flere gange forsvarsminister i Anker Jørgensens regeringer mellem 1977 og 1982.
Søgaard var en værdsat partisoldat for Anker Jørgensen. Han gjorde sig blandt andet bemærket, da han i to omgange arbejdede hårdt som kommitteret i Hjemmeværnet.
Først fra 1970 til 1972 og igen efter ministertiden fra 1982 til 1984.
Privat var Jan Søgaard i mange år gift med Ruth Søgaard, som han også nåede at fejre diamantbryllup sammen med.
20. marts i år døde netop Anker Jørgensen - også 93 år gammel. Du kan se billeder fra den tidligere statsministers liv her.